Udarbejdet af
Ultimate Web
© 2007 — 2008

Seneste nyt i forbindelse med DRK

Skrevet af Skrevet af Bestyrelsen d. 27-02-2010

Som det vil være nogen bekendt, afholdt DRK generalforsamling den 21. februar. På generalforsamlingen var der stillet forslag om, at ændre DRKs vedtægters § 1, stk. 2, så tolleren blev tilføjet over racer, som DRK er specialklub for. Denne ændring skulle skabe mulighed for, at tolleren blev optaget i DRK, hvis Tollerklubbens medlemmer beslutter, at det er det, man vil.

Fra bestyrelsen var Svend Stave og Lis Kudsk mødt op – alene med det formål at svare på spørgsmål fra DRKs medlemmer. Der var andre tollerfolk til stede, som er medlemmer af begge klubber. Både folk, der er positive overfor en optagelse af tolleren i DRK og en gruppe, der er imod en optagelse af tollerne i DRK. Sidstnævnte gruppe – med bl.a. Brian Sølvkjær og Doris Jensen - fik ændret DRKs generalforsamling til nærmest at være en Tollerklub-generalforsamling, idet de flere gange var på talerstolen for at tale imod en optagelse af tolleren i DRK. Lis Kudsk var på talerstolen for at appellere til, at tollerfolket tager diskussionen for eller imod DRK på deres egen generalforsamling – en holdning som mange DRK-folk var helt enig i. Det havde imidlertid ingen virkning. Brian Sølvkjær gik på talerstolen for bl.a. at fortælle, at tolleren er så speciel en hund, at den ikke kan være i en klub med de øvrige retrieverracer, og Doris Jensen fik fortalt DRKs medlemmer, at tollerfolk ikke gider lave noget – hverken for klubben eller med deres hunde!

Afstemning endte med, at 58 personer var for en optagelse af tollerne i DRK, 41 var imod, og 5 stemte blankt. Da en vedtægtsændring kræver 2/3 majoritet – i dette tilfælde 70 stemmer, var forslaget nedstemt.

Det er ikke mærkeligt, at disse udtalelser fik flere DRK-folk til at stemme mod vedtægtsændringen. Desværre var deres stemme mere et udtryk for, at de anså tollerfolk som en flok uafklarede tosser, end at det var en stemme imod tolleren som en race i DRK.

Det positive på generalforsamlingen var, at rigtig mange DRK-folk gik på talerstolen for at støtte forslaget. De fortalte, at de oplever tolleren som en rigtig dejlig og dygtig hund, som de gerne vil dele klub med. Der var også dem, der kunne fortælle, at de – modsat Doris Jensens udtalelser – har mødt mange aktive tollerfolk ifm. DRK-arrangementer – både som deltagere og som hjælpere. Endelig var der en erfaren træner, der ikke havde det store kendskab til tolleren, men som glædede sig til at se dem på træningspladserne, og som så det som en udfordring at lære, hvordan man håndterer en toller i en træningssituation.

Efter generalforsamlingen var der mange, der opfordrede os til at få styr på, hvad klubbens medlemmer vil, og så prøve igen – hvis det var Tollerklubbens medlemmers ønske. Helle Ramsing har derfor – som privatperson – stillet forslag om, at vi på den kommende generalforsamling hører, hvad Tollerklubbens medlemmer vil.

Vi synes, at det er upassende og meget sigende, at Brian Sølvkjær og Doris Jensen ikke ønskede at lade DRK i fred og ro afgøre, hvad de ønsker. Og bestyrelsen overvejer pt., hvorvidt det skal have konsekvenser for Brian Sølvkjær og Doris Jensen, at de i den grad modarbejdede bestyrelsens forsøg på at gennemføre en generalforsamlingsbeslutning.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen