Vil du prøve at gå til jagtprøve?

Se mere på billedet.

Skrevet af Sundheds- og adfærdsudvalget

Vi i Sundheds- og adfærdsudvalget vil hermed gerne følge op på ovennævnte artikel, som vi desværre ikke har haft mulighed for at kommentere på inden, den blev bragt i Tollerbladet. 

Vi ønsker at kommentere på artiklen, fordi vi finder dele af den uklar og begrebet ’Tollersyge’, som bruges i artiklen dækker over flere forskellige sygdomme, og ikke som det kan opfattes af artiklen om en sygdom. I bund og grund findes der slet ikke en sygdom, der hedder ’Tollersyge’. Begrebet bruges i flæng om hunde, der er diagnosticerede med fx SRMA, men også om hunde, hvor der ikke gøres forsøg på at stille en sikker diagnose, inden hunden sættes i behandling ud fra symptomerne samt om hunde, hvor det ikke lykkes at finde en endelig diagnose, men hvor de har haft symptomer, som beskrevet i artiklen.  

Desuden nævnes det i artiklen, at ’Tollersyge’ ikke er arvelige, hvilket vi på det kraftigste må tage afstand fra. Der er ingen tvivl om, at disse sygdomme er arvelige eller i hvert fald har en genetisk basis, som er arvelig. Derfor fremgår det også af Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klubs etiske retningslinjer for avl, at man ikke bør avle på hunde med disse sygdomme, eller gentage kombinationer med samme han og tæve, hvis der er en hvalp med en af disse sygdomme. 

’Tollersyge’ er som nævnt en betegnelse, som dækker over flere forskellige auto-immune sygdomme med forskellige symptomer, og sygdomme, som typisk rammer hunde i forskellige aldre. Sygdommene forekommer også i andre hunderacer, men er mere almindelige hos Tollere end i andre. Det er usædvanligt, at en hund skulle komme til at lide af flere af disse sygdomme i løbet af sin levetid, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det kan ske. 

Her er en kort beskrivelse af de sygdomme, som ofte kaldes ’Tollersyge’, Vigtigt for alle sygdommene er, at de prøver der udtages, skal udtages inden hunden sættes i behandling med binyrebarkhormon.

Steroid responsiv meningitis arteritis, SRMA

SRMA er en type meningitis, der rammer unge hunde, normalt er de 6 til 18 måneder på tidspunktet for sygdommen. Symptomerne, som ofte forekommer meget akut, er feber, nakkesmerter og nedsat generel tilstand. Hunden opfattes ofte som meget stiv og vil ikke bevæge sig. Diagnosen stilles ved hjælp af en spinalvæskeprøve, der viser tegn på betændelse, dvs. en øget reaktion fra immunsystemet med et øget antal celler i prøven. Der er dog ingen tegn på infektion som bakterier. Selv blodprøver viser normalt tegn på betændelse. Årsagen til sygdommen er ikke helt klar, men et overaktivt immunsystem vil sandsynligvis bidrage.

Sygdommen behandles primært med kortison, startende med ret høje doser. Behandlingen varer i flere måneder, hvor hunden langsomt kan trappes ned på medicinen. Langt størstedelen af hundene reagerer godt på behandlingen, og den langsigtede prognose er god, men der kan forekomme tilbagefald typisk indenfor det første år efter afsluttet behandling.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen DNA-test for SRMA.

IMPA (immunmedieret polyartritis)

IMPA er en sygdom, hvor immunsystemet monterer en inflammatorisk reaktion i leddene, hvilket forårsager smerte, hævelse og gangbesvær. I IMPA aktiveres immunsystemet uhensigtsmæssigt til at sende hvide blodlegemer til leddene. De hvide blodlegemer frigiver kemikalier og enzymer i væsken, der bader leddene, hvilket forstyrrer væskens beskyttende funktion.

De typiske symptomerne på IMPA er feber, vægttab, sløvhed, modvilje mod at bevæge sig, stivhed, halthed og/eller hævede led / ledsmerter.

Behandling for IMPA foregår via immunsuppressiv dosering af prednisolon, ligesom SRMA. Modsat ved behandling af SRMA vil det for mange hunde drejer sig om livslang behandling.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen DNA-test for IMPA.

Reumatiske ledsmerter (også kaldet SLE-lignende sygdom eller immunmedieret reumatisk sygdom, IMRD)

Reumatiske ledsmerter eller IMRD påvirker lidt ældre hunde sammenlignet med SRMA. De fleste hunde er 2 til 6 år gamle på tidspunktet for sygdommen. Symptomerne kan være snigende eller mere akutte. Det mest almindelige symptom er stivhed efter hvile. Halthed fra forskellige ben/led, vanskeligheder med at komme op, gå op ad trapper og hoppe ind og ud af bilen er også typiske symptomer. Nogle hunde er generelt påvirket og kan have feber. Nogle gange opstår symptomer fra huden og andre organer, selvom det er mindre almindeligt. Graden af symptomer varierer fra hund til hund, nogle har en mild form for sygdommen, og andre har mere alvorlige symptomer.

IMRD er en autoimmun sygdom, hvilket betyder, at kroppens immunsystem angriber sit eget væv. Diagnosen stilles på basis af typiske kliniske symptomer, ved at udelukke andre sygdomme, der kan forårsage lignende symptomer og ved hjælp af en antinuclear antistof (ANA) test. 

Behandlingen varierer afhængigt af symptomernes sværhedsgrad, men de mest berørte hunde skal periodisk eller kontinuerligt behandles med kortison. Sygdommen er kronisk, og nogle hunde bliver aldrig helt symptomfrie, selvom mange reagerer godt på behandlingen. Ofte kan hunden dog have det godt og leve et aktivt liv på trods af sin sygdom.

IMRD ligner på flere måder den autoimmune sygdom systemisk lupus erythematosus. (SLE). Det mest almindelige symptom på SLE er ledsmerter, men typisk for SLE er, at andre organsystemer også påvirkes af den autoimmune reaktion.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen DNA-test for IMRD eller SLE.