“Tolling” er Tollerens specielle arbejde, og går ud på at lokke fugle (ænder og gæs) på skudhold for jægeren.

Jægeren finder et naturligt skjul, eller bygger et skjul, tæt på vandet. Bag skjulet gemmer jægeren sig med sin Toller, og venter på at en flok fugle slår sig ned ude på vandet.

Når en flok fugle har fundet sig godt til rette ud på vandet, så kaster jægeren en pind eller en bold ud fra skjulet og lader Tolleren apportere den gentagne gange.

Hunden kommer frem fra skjulet, løber langs vandkanten, leger måske lidt med bolden, logrer med sin buskede hale og forsvinder ind bag skjulet igen.

Dette vækker fuglenes interesse, og de begynder at svømme tættere på land.

Hvis hunden hele tiden er synlig for fuglene, så kan de miste interessen og svømme ud igen. Derfor lader jægeren indimellem hunden holde en pause bag skjulet.

Når fuglene er kommet tilstrækkelig tæt på, så rejser jægeren sig fra skjulet. Dette skræmmer fuglene til at flyve op fra vandet, og jægeren skyder fuglene.

Nu er det så Tollerens arbejde at apportere de skudte fugle fra vandet.