Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub
Andre sygdomme i racen

Andre sygdomme i racen

Degenerativ Encefalopati (DE)

Veterinærneurologer i Europa og Amerika anerkendte i 2015 en ny neurodegenerativ sygdom hos Tolleren. Sygdommen kaldes "Degenerative encephalopathy with sleep disorder and caudate necrosis" eller kort sagt Degenerativ encefalopati (DE).

Udtrykket encefalopati kommer fra de græske ord encephalo- (hjernen) og pathy (sygdom), og henviser til en lidelse i hjernen.

I denne lidelse sker der en degeneration/nedbrydning af den region i hjernen, som er vigtig for at kontrollere bevægelse og nogle aspekter af adfærd. I DE sker der en ophobning af døde celler og væv, eller der sker en fuldstændig ødelæggelse af denne region af hjernen. Følgerne af dette er en meget usædvanlig adfærd hos hunden, hvor den kraftigt "udfører" sine drømme og er svær at vække.

I forbindelse med anerkendelsen af denne sygdom, fandt forskere ved University of Missouri en genetisk mutation, der er stærkt forbundet med DE. Der er nu en DNA-test for denne mutation, som gør det muligt at identificere de hunde, der har arvet to kopier af mutationen, og derved er i fare for at udvikle sygdommen, og identificere de hunde, der har arvet en kopi af mutationen, og derfor potentielt kan avle hvalpe, der vil udvikle sygdom.

Hunde med DE viser neurologiske tegn, der begynder i en ung alder. Disse tegn bliver gradvist værre med alderen, og de fleste berørte hunde er blevet aflivet på grund af dårlig livskvalitet ved 3-5 års alderen. Nogle af de rapporterede tegn inkluderer:

  • Mere ængstelig end normalt
  • Svømning i en mere opretstående kropsholdning, der ikke forbedres med tiden
  • Øget ængstelig adfærd og vanskeligheder med at lære med alderen
  • Koordineringstab: vanskeligheder med at hoppe, hakket gang, falder, når man drejer skarpt
  • Atypisk haleposition
  • Vanskeligt at vække fra søvn og overdrevne løbebevægelser uden drømme
  • Meget sensitiv overfor sine omgivelser og gentagende/kraftig gøen af køretøjer eller livløse genstande
  • Overdreven fiksering af mad
  • Aggression over for andre hunde eller mennesker

Mange af tegnene på DE, såsom angst, gøen af biler og aggression mod andre hunde, kunne betragtes som noget normal opførsel for en ung hund, der stadig er utrænet. Men for en hund med DE, får denne adfærd dog egenskab af, hvor det ser ud til, at hunden mister kontrollen over sine handlinger. Problemerne med at løbe, svømme eller hoppe, som hunden viser, forekommer også i andre neurologiske sygdomme, der påvirker koordinationen. Søvnforstyrrelserne, som ejere af berørte hunde beskriver, ses ikke almindeligvis i andre neurologiske sygdomme. Dette er grunden til, at de fremhæves i sygdommens navn.

Når en hund eller en person sover, er der forskellige faser at sove i. Når vi først falder i søvn, er vores søvn let og vi vækkes let. Med tiden går vi ind i en meget dybere søvn, der periodisk giver plads til drømme. Den drømmende fase af søvn kaldes REM-søvn. En hund kan ikke fortælle os, hvad de oplever, men alt viden om REM-søvn hos hunde antyder, at de også drømmer. Under REM-søvn er vores hjerne lige så aktiv, som den er, når vi er vågen. For at forhindre os i at udføre vores drømme blokerer hjernen kommunikation til de områder, der styrer kropsbevægelser. Hos mennesker er den eneste del af kroppen, der ikke er blokeret, øjet og derfor opstår den hurtige øjenbevægelser, når man drømmer. Hos hunde er denne blokering ikke så komplet, og det er derfor ikke usædvanligt, at hunde har nogle små træk i deres poter eller små ticks såvel som øjenbevægelserne under REM-søvn. Den del af hjernen, der degenererer/nedbrydes i DE, er en afgørende for at blokere oversættelsen af vores drømme til bevægelse. Således oplever mennesker med sygdomme, der påvirker dette område, ofte søvnforstyrrelser såsom søvngang eller voldelige bevægelser under søvn. Hos hunde med DE ser vi voldelige spark- og padlebevægelser under REM-søvn.

Hvordan diagnosticeres degenerativ encefalopati? 

Mange af de kliniske tegn på DE kan ses ved andre sygdomme i nervesystemet, såsom levershunter, rygskader eller infektioner i hjernen. Den søvnforstyrrelse, der ses i DE, ses dog ikke ofte ved andre sygdomme. Således vil kombinationen af koordinationstab, personlighedsændringer og en søvnforstyrrelse antyde en diagnose af DE. En dyrlæge med speciale indenfor neurologi ville være i stand til at evaluere en hund, der viser sådanne tegn og sikre at en anden sygdom ikke var årsagen.

En MR-scanning giver dyrlægen mulighed for at få et detaljeret billede af hundes hjerne. Hunde med DE vil karakteristiske ændringer i hjernen, og MR-scanningen vil kunne hjælpe med at stille diagnosen DE.

DNA-testen identificerer hunde, der er i risiko for at udvikle DE, men tidligere beskrevne kliniske tegn/symptomer skal være til stede for, at dyrlægen kan bekræfte diagnosen.

Indtil den underliggende mekanisme for hjernens degeneration er bedre forstået, er kun symptomatisk behandling tilgængelig.

Hvad er prognosen?

De fleste af de berørte hunde er blevet aflivet i 3-5 år på grund af dårlig livskvalitet og problemer med aggression.

Er der en DNA-test for degenerativ encefalopati? 

Ja, det er der. Forskere ved University of Missouri har identificeret en mutation i et gen, der er stærkt forbundet med degenerativ encefalopati med søvnforstyrrelser og kaudatnekrose.

Hunde, der har to kopier af mutationen, er i fare for at udvikle DE. Med der skal yderligere forskning til at bestemme, om hunde med to kopier af mutationen med sikkerhed vil udvikle DE men indtil videre har alle hunde med 2 muterede kopier af genet vist tegn på DE.

DNA-testen kan identificere både de hunde med 2 muterede kopier af genet, de hunde som er bærere af genmutationen (1 muteret kopi) samt de hunde der er helt fri for genmutationen.

Det er vigtigt fortsat at bruge bærere til avl, for at opretholde genetisk mangfoldighed i racen, og derved bevare ønskelige træk i racen.

For at forhindre at producere en berørt hvalp, skal en bærer af mutationen altid parres med en hund, der har testet fri for mutationen ved hjælp af DNA-testen. Statistisk set vil ca. 50% af afkom fra denne avl være bærere, så afkom skal derefter testes for mutationen.

En DNA-test er tilgængelig for at identificere en hunds genetiske status for denne genmutation. Testen vil afgøre, om hunden har 2 normale kopier af genet (normal), en normal kopi og en muteret kopi (bærer) eller har 2 muterede kopier og er i fare for at udvikle kliniske tegn på DE.

Link til DNA-test her

Normal:

Denne hund har testet normal/Fri for mutationen identificeret som ansvarlig for udvikling af degenerativ encefalopati (DE) i Nova Scotia Duck Tolling Retrievers. Den er ikke i fare for at udvikle DE. Der kan kun overføre et normalt gen til afkom, og nuværende information indikerer, at hunde med dette resultat kan anvendes i avl på en hund, med ethvert DNA-testresultat uden risiko for at producere berørte afkom.

Bærer:

Denne hund er testet som bærer for mutationen identificeret som ansvarlig for udvikling af degenerativ encefalopati (DE) i Nova Scotia Duck Tolling Retrievers. Bæreindivider er klinisk normale, og vil ikke udvikle DE, men kan overføre enten et normalt gen eller et muteret/påvirket gen til potentielle afkom. For at undgå risiko for at producere en berørt hvalp, bør disse hunde anvendes i avl i kombination med en hund, der er blevet DNA-testet normal.

Berørt/ i fare:

Denne hund har 2 muterede kopier af genet identificeret som ansvarlig for udvikling af DE, og er i fare for at udvikle kliniske neurologiske tegn på DE, der starter i en ung alder og bliver gradvist dårligere med alderen. De fleste DE-berørte hunde aflives på grund af dårlig livskvalitet inden for 3-5 år.

Hvilken forskning foregår for at hjælpe os med bedre at forstå degenerativ encefalopati?

DNA-testen tillader identifikation af hunde, der er i fare for at udvikle DE og bærere af mutationen, men situationen i denne sygdom kan være mere kompleks. Der er rapporter om hunde, der viser adfærdsændringer og koordinationsproblemer, men ikke søvnforstyrrelsen og nedbrydning i hjernen, der er kendetegnende for DE. Disse hunde har ikke mutationen forbundet med DE. Der er også fundet yderligere ændringerne i hjernen på en af hundene med DE. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt der kan være mere end en hjernesygdom i racen. DNA-testen identificerer hunde med tegn relateret ti den identificerede mutation. Dem med tegn på neurologisk sygdom, der ikke har mutationen, kan derefter undersøges yderligere for at afgøre, om der er en anden neurologisk sygdom.

Kræft hos hunde

Ordet kræft kommer af det latinske ord cancer. Det er en fællesbetegnelse for en række sygdomme hos dyr og mennesker, som er karakteriseret ved uhæmmet vækst af celler, der kan føre til dannelse af svulster.

Man skelner mellem:

  • godartede svulster, som er karakteriseret ved, at...
    • de ofte vokser langsomt
    • de ofte er vel afgrænsede og kan skubbes rundt i forhold til omkringliggende væv
    • et eksempel på en godartet svulst er et lipom, også kaldet en fedtknude
  • ondartede kræftsvulster er karakteriseret ved, at...
    • de ofte vokser hurtigt og kan invadere ind i det omkringliggende sunde væv
    • celler fra svulsten kan løsrive sig og føres med blod eller lymfe til andre organer og her danne metastaser (spredninger).

De typiske organer for metastaser er lunger og lever. Cellerne sætter sig ofte fast et sted, hvor blodkarrene er snævre. Ondartede svulster kan forekomme i alle organer f.eks. i mundhulen, i mælkekirtlerne, i milten, i lymfesystemet, i huden, i urinblæren, i testiklerne ect.

Start med at få din hund undersøgt hos din dyrlæge. Her vil en knude/svulst blive grundigt undersøgt ved den kliniske gennemgang. Dyrlægen vil nøje undersøge knudens placering og størrelse, samt de omkringliggende lymfeknuder.

Ved en forundersøgelse kan din dyrlæge med en specialkanyle udtage en celleprøve fra knuden. Efter en specialfarvning undersøger dyrlægen cellepræparatet i mikroskopet. Resultatet vil ofte give et fingerpeg om, hvilken kræfttype der er tale om (hvis det ER cancer), og i visse tilfælde vil man på dette grundlag alene kunne tage stilling til en eventuel operation.

For at stille en sikker diagnose med hensyn til hvorvidt en svulst er godartet eller ondartet, kan det være nødvendigt at undersøge vævsprøver fra svulsten og en af de nærmeste lymfeknuder. Vævsprøverne sendes til et speciallaboratorium, der foretager denne undersøgelse. Alternativt kan hele den bortopererede knude sendes ind til undersøgelse. Her kan det også konstateres, om det har været muligt at fjerne hele kræftsvulsten eller om der er enkelte kræftceller tilbage, der nødvendiggør yderligere behandling.

Hvis din dyrlæge på baggrund af ovenstående undersøgelser kan stille en kræftdiagnose, er det vigtigt at der undersøges for eventuelle spredninger. Hertil anvendes røntgenbilleder af lunger og ultralydsscanning af bughulen. Endvidere vil der blive udtaget blodprøve. I særlige tilfælde kan CT-scanning og evt. knoglemarvsprøver være indicerede.

Den egentlige årsag til kræft kendes ikke, men der er enighed om, at sygdommen har såvel genetisk som miljø- og ernæringsmæssig baggrund. Da der findes mere end 30 forskellige kræftformer hos hunde, er baggrunden for deres opståen også forskellig.

Enkelte former for kræft vides med sikkerhed at være forårsaget af en virusinfektion, og der arbejdes også med teorier om immunforsvarets betydning for udvikling af kræft.

Tævehunde, der ikke får hvalpe eller steriliseres har en 25% risiko for at udvikle brystkræft pga. gentagne hormonpåvirkninger fra løbetider. Hanhunde, der ikke får deres testikler på plads i pungen (kryptorcisme) har en let forøget risiko for at få testikelkræft senere i livet, hvis de ikke opereres.

I alle kroppens forskellige organer er der hos den udvoksede hund en fin regulering af cellenydannelse og cellehenfald, hvorved det enkelte organ opretholder sin normale størrelse. I kræftceller forstyrres denne regulering imidlertid og kræftsvulsten vokser derfor uden at respektere kroppens normale regulerede faktorer. Bl.a. over svulsten sin egen blodforsyning, således at kræftcellerne får optimale vækstvilkår.

Symptomer på kræft kan være..

  • Vær opmærksom hvis du hund begynder at tabe sig i vægt, uden at der har været ændringer i fodring og fysisk aktivitet
  • Hoste kan være tegn på metastaser i lungerne
  • Blødninger fra kropsåbninger eller forøget drikkelyst kan i visse tilfælde være første tegn på en kræftsygdom
  • Ændrede vaner i forbindelse med afføring. Det kan f.eks. være, at der er blod i afføringen eller at den er meget ildelugtende
  • Forøget bugomfang kan være et symptom på at væske akkumuleres i bughulen
  • Gullig misfarvning af slimhinder er et klassisk tegn på, at leveren ikke fungerer normalt. Dette er nogle gange forårsaget af lever-cancer
  • Små synlige knuder i eller under huden skal altid tages alvorligt og ikke slås hen med at det nok er en uskyldig knude

Hunde i alle aldre kan få kræft, men hyppigheden er størst hos midaldrende og ældre dyrt. Lad altid din dyrlæge afgøre, om det er nødvendigt med en nærmere undersøgelse og evt. operation

Operativ fjernelse af kræftknuden vil ofte være den foretrukne behandling. Kræftsvulster kan dog have en størrelse eller placering på kroppen, hvor en 100% fjernelse ved operationen er vanskelig eller umulig. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at reducere (eller helt fjerne) kræftsvulsten med strålebehandling eller kemoterapi. Nogle gange kan kemoterapi og/eller strålebehandling alene være den foretrukne behandlingsform, f.eks. ved lymfekræft.

Kemoterapi og strålebehandling bruges i stigende grad til at bremse ondartede kræftcellers eksplosive vækst. Herved kan dyrets levetid forlænges; ved nogle kræfttyper kun med nogle måneder, men ved andre eks. lymfekræft i gennemsnit 13 måneder undertiden op til 2 år. Det er vigtigt at understrege, at kemoterapi til hunde, bruges i meget lave doser for at undgå bivirkninger (som eksempelvis ses hos mennesker i behandling). På denne måde kan kræften holdes nede i en periode, men vil kun sjældent kunne kurere patienten.

Der arbejdes i disse år meget intenst på at udvikle målrettet kemoterapi på basis af en præcis vævsdiagnose. Herved mindskes risikoen for uønskede bivirkninger yderligere. Kemoterapien vil være et fornuftigt valg i behandling af nogle typer kræft, men bestemt ikke alle kræfttyper.

Det er derfor vigtigt, at der stilles en helt korrekt diagnose, både med hensyn til hvilken kræfttype der er tale om, hvor aggressiv den er, og hvor fremskreden den er i sit forløb. Det er vigtigt, at dyr i kemoterapi følges nøje og at eventuelle symptomer på smerter og ubehag kontrolleres og behandles.

Det må aldrig glemmes, at paragraf 1 i Dyreværnsloven kræver, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. En aflivning kan derfor i nogle situationer være den mest skånsomme løsning for din hund, hvis den lider af en ondartet kræftform. Benyt din dyrlæge til at rådgive dig om, hvad der er bedst for dit kæledyr.

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis du kæledyr...

  • taber sig
  • hoster
  • har ændrede vaner med f.eks. urin og afføring eller hyppige opkastninger
  • får forøget bugomfang
  • får gule slimhinder
  • har fået en svulst. Alle små eller store knuder skal tages alvorligt og undersøges af din dyrlæge

Epilepsi hos hunde

Epilepsi er en relativt almindelig sygdom hos hunde. Sygdommen kan forekomme i alle hundracer, men det ser ud til, at den er mere udbredt i nogle racer eller i nogle linjer inden for racen. De pågældende racer har varieret gennem årene og varierer også i forskellige lande.

Diagnosen af epilepsi bruges til sygdomme præget af tilbagevendende epileptisk krampeanfald på grund af sygelige tilstande i hjernen.

Epilepsi opstår grundet ubalancer mellem signalstoffer i hjernen som hæmmer/stimulerer nervecellernes elektriske aktivitet eller som følge af f.eks. misdannelser, slag mod hovedet, hjerneblødninger, blodpropper eller hjernesvulster.

Sygdommen kan forekomme i varierende grad af intensitet fra milde anfald (rastløshed, sniffen, hvæse, stirrende og varierende grad af ustabilitet) til større anfald med bevidsthedstab, kramper, skumdannelse i munden, udledning af urin og afføring og stive lemmer.

Fælles for alle sådanne anfald er, at de opstår pludseligt og normalt er relativt korte. Anfaldet er normalt forbi efter et par minutter og bagefter vil hunden ofte være usikker og træt og søge trøst hos ejeren. Mange hunde ønsker at spise og drikke uden tilbageholdenhed efter et anfald, noget de ikke bør have lov til at gøre.

Anfald kan være hyppige eller sjældne, og de kan undertiden udløses af mental stress som pludselig støj, ejeren forlader, stress, rastløshed i huset osv. Hvis anfaldene er hyppige, kan de normalt holdes godt i skak med medicin.

Man skelner mellem to former for epilepsi, nemlig idiopatisk (ukendt årsag) og erhvervet epilepsi (typisk forårsaget af en anden sygdom).

Idiopatisk epilepsi er en tilstand, hvor årsagen til anfald ikke kan bestemmes. Det menes, at hunde med denne lidelse har en genetisk bestemt lav anfaldstærskel.

Diagnosen erhvervet epilepsi bruges, når man kan forklare årsagen til anfaldene, oftest patologiske (morbide) ændringer i hundens hjerne eller metaboliske problemer, der kan føre til anfald.

I tilfælde af ændringer i hjernen kan disse være forbundet med ydre skader eller tidligere ændringer på grund af infektioner eller lignede. Hos ældre dyr er tumorer også en mulig årsag.

Epilepsi kan ikke diagnosticeres ved hjælp af enkle laboratorietest. Som regel er hunden symptomfri, når den er hos dyrlægen, og det er derfor vigtigt, at ejeren beskriver symptomerne så detaljeret som muligt. Ting, der kan være vigtige for dyrlægen at finde ud af kan være:

  • Grundig undersøgelse af patienten, hvor sygdomme uden for hjernen, som forårsager epilepsilignende anfald udelukkes. Eksempler kunne være hjerte, stofskifte og leversygdomme.
  • Om unden har haft adgang til giftige stoffer
  • Hunden stamtavle og mulige sygdom hos søskende
  • Er hunden fuldt vaccineret
  • Tidligere sygehistorie, såsom operationer eller skader, eller om hunden har brugt medicin før
  • Fodrings- og træningsrutiner
  • Tid og sted for første anfald
  • Så detaljeret en beskrivelse af selve anfaldet som muligt
  • Hvor ofte hunden har krampeanfald
  • Er der nogen fælles faktor, der kan have udløst anfaldene
  • Hvordan hunden opfører sig før og efter et anfald
  • Hvordan huden opfører sig mellem anfaldene, om den har ændret personlighed sammenlignet med før anfaldene begyndte

Epilepsi behandles normalt med krampestillende midler. Der er ofte store forskelle mellem hvert enkelt tilfælde af sygdommen, og behandlingen skal derfor tilpasses den enkelte hund. Hvis en hund er blevet diagnosticeret med epilepsi, har den brug for behandling hele livet.

Hunde dør ikke af epilepsi, medmindre de er gamle og svage eller har et svagt hjerte. Ofte er sygdommen en større byrde for ejeren end for hunden.

Diskusprolaps hos hunde

En diskusprolaps hos hund opstår, når den disk, som ligger mellem 2 ryghvirvler, flytter sig og trykker på rygmarven. Under normale forhold er disken en lille gelatine-blød struktur, som ligger imellem hver af de mange ryghvirvler, og disken fungerer som en slags stød-absorber under bevægelse. Med tiden kan disken tabe noget af sin væske og dermed også din elasticitet og det øger risikoen for, at disken kan blive overbelastet, og i værste fald presses væk fra sin normale position og op mod rygmarven. Det giver ofte hunden smerter, men også nedsat funktion af de mange trykfølsomme nervetråde, som udgør rygmarven.

Generelt gælder, at jo ældre hunden bliver, des større er risikoen for at kunne få en diskusprolaps, dog sådan at visse racer allerede i en ung aldersgruppe har en forøget risiko.

Symptomer på diskusprolaps hos hunde kan opstå ganske pludseligt og tydeligt, men ofte registrerer ejer over flere dage, at symptomerne starter i det små og gradvist tiltager. Det er ikke altid forbundet med aktivitet og anstrengelse, ofte kan det ske under ganske rolige forhold derhjemme.

Symptomerne afhænger af hvor i ryggen diskusprolapsen er opstået. Hunden udviser tegn på smerter, bliver urolig, vil ikke længere springe op i sofaen eller bag i bilen, går med krum, stiv ryg og tager kun små skridt. Senere i forløbet kan der opstå lammelse af især bagbenene som virker ukoordinerede eller måske endda slæber efter hunden, som overvejende trækker sig frem med forbenene.

Tidsfaktoren har også betydning, for en lille diskusprolaps, som udvikles hurtigt (i løbet af få timer) giver ofte flere og værre symptomer, end en stor diskusprolaps, der udvikler sig langsomt (over mange dage). Hvis diskusprolapsen sidder i halsen, vil hunden typisk være meget smertepræget, "stiv" i sine bevægelser, undgå at rejse hovedet og står ned sænket hoved.

Det er næsten altid forbundet med smerter, når en hund får en diskusprolaps. Smerterne kan variere fra ganske lidt til at være så voldsomme, at man næsten ikke kan få kontakt med hunden. I sjældne tilfælde med udvikling af lammelse, oplever man kun ganske lidt smertereaktion fra hunden, idet diskusprolapsen har trykket på de nerver, som skulle overføre smerten, og hunden kan ikke længere mærke noget.

Ved almindelig klinisk undersøgelse vil dyrlæge ofte kunne få en begrundet mistanke om en diskusprolaps, selv om symptomerne i starten ligner mange andre smertevoldende sygdomme. Det er vigtigt, at man får mærket hundens ryg igennem, og får en idé om hvor diskusprolapsen sidder, f.eks. i halsen, i overgangen mellem bryst- og lænderyggen, eller i den bagerste lænde-ryg. Dyrlægen vil også vurdere hundens neurologi, dvs. nervesymptomer, herunder især begyndende udvikling af mulige lammelser.

Røntgen-undersøgelse af ryggen vil ofte blive anbefalet, og selvom det ikke er muligt at se prolaps på røntgen, kan der udføres en kontraundersøgelse af rygmarven, hvor man ofte vil have en fornemmelse af prolapsens placering.

De seneste ca. 10-15 år har man i Danmark kunnet CT-scanne hundens rygge for diskusprolaps, og det er den bedste metode til at få afklaret præcis hvor i ryggen og hvor omfattende en diskusprolaps, der er tale om. I dag anbefales det derfor at bruge CT scanning fremfor røntgen. Endnu en fordel ved CT-scanning er, at man efter en operation kan CT scanne igen, og tydeligt se al materialet fra diskusprolapsen er fjernet.

CT-scanning har i dag kraftigt forbedret dyrlægens mulighed for at hjælpe med den rigtige behandling, og har afgørende forbedret prognosen ved diskusprolaps hos hunde.

Mange tilfælde af diskusprolaps kan i dag behandles med succes, og det afhænger bl.a. af diskusprolapsens placering, omfang og tidsforløb. Man kan i visse situationer vælge at behandle konservativt, dvs. med ro og smertestillende behandling, men ofte vil man i dag anbefale CT scanning og operativ behandling, da resultaterne er meget opløftende.

Ved operationen fjerner man typisk en del af det knoglevæv, som låser rygmarven inde og derefter det diskus-materiale, som har forskubbet sig og som trykker på rygmarven. Operationen foregår typisk på specialiserede dyrehospitaler, da det kræver CT-scanning og ofte efterfølgende kræver nogle dages indlæggelse.

Efter operationen skal hunden holde sige i ro de første uger, og må helst ikke springe op eller lege for vildt. Det vil ofte betyde, at hunden skal luftes i snor i rolige omgivelser f.eks. i ejers have eller i parken, hvor der ikke er for mange andre hunde. I en del tilfælde, og især hvor hunden har haft lammelser, kan man have stor glæde af et egentligt program med rehabiliteringsforløb med genoptræning i ugerne efter operationen. Et sådant program kan strække sig fra få dage til mange uger, dog typisk 2-4 uger.

Selv om en diskusprolaps stadig idag er en alvorlig diagnose, så er prognosen ved korrekt og rettidig behandling god, og langt de fleste hunde kan komme sig fint oven på diagnosen uden synlige mén, forudsat de bliver diagnostiseret tidligt i stadiet.

Desuden vil de fleste hunde have en normal eller næsten normal bevægelse, og kan derfor ofte genoptage deres aktive hundeliv nogle uger efter behandlingen. Igen afhængigt af tidspunkt for diagnose og behandling i forløbet.

Diskusprolaps kan i nogen tilfælde forbindes til CDDY.

Kontakt Sundhedsudvalget

kristaps-ungurs-GU6gYkcxyIA-unsplash

Ved fortsat brug af denne side acceptere du brug af cookies samt sidens Privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close