Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub
Om Tolleren

Om Tolleren

photo-1519138130-85a949fdcb4f

Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Retrieveren med det specielle navn kaldes i daglig tale for en "toller".  Er du nysgerrig efter hvad det er for en?

Generel information om tolleren

Om racen

Nova Scotia Duck Tolling Retriever – eller Toller som den kaldes i daglig tale – er én af de i alt seks retrieverracer. De øvrige fem er Labrador Retriever, Golden Retriever, Flatcoated Retriever, Cheasapeake Retriever og Curly Coated Retriever. Tolleren stammer oprindeligt fra den canadiske halvø Nova Scotia.

Det er vigtigt at understrege, at de er seks forskellige racer, og ”efternavnet” retriever henviser til, at de er avlet til samme formål: At hente (to retrieve) skudt vildt. Det er altså en hund, der primært arbejder efter skuddet. Der er dog mange retrievere, der også bliver brugt til at drive med.

238294547_4455503397822856_8749630207715243897_n

Tolleren har derudover endnu en ”arbejdsopgave” – nemlig at lokke ænder på skudhold. Ordet ”tolling” betyder ”lokning”. Det foregår på den måde, at jæger og hund sætter sig bag et skjul tæt ved vandet. Når en flok fugle lander på vandet, sættes hunden til at ”tolle”. Dette gøres ved at kasten en pind, bold eller andet ud fra skjulet, som hunden så skal hente og bringe tilbage til jægeren. Hunden kommer dermed frem fra skjulet, løber langs vandkanten og leger måske lidt med pinden. Den logrer med sin buskede hale og forsvinder så ind bag skjulet igen. Dette vækker fuglenes interesse, og de begynder at svømme tættere på land.

Hvis hunden hele tiden er synlig for fuglene, vil de miste interessen og svømme ud på søen igen. Derfor lader jægeren hunden holde pause bag skjulet.

Når fuglene så er kommet indenfor skudhold, rejser jægeren sig fra skjulet, hvilket får fuglene til at lette, og jægeren kan så skyde fuglene. Nu er det så tollerens arbejde at svømme ud og hente de skudte fugle på vandet.

De tidligste beretninger om jægere i Nova Scotia, der brugte hunde til at tolle/lokke med, er fra det 17. århundrede.

Fra 1945 til 1965 var der en tilbagegang i registreringen af racen i Canada. Ikke fordi der ikke blev født tollerhvalpe, men fordi opdrætterne ikke gjorde sig den ulejlighed at registrere dem. Dette medførte faktisk, at racen på et tidspunkt var ved at uddø; der var kun nogle få registrerede hunde tilbage. En flok dedikerede opdrættere gik derfor i gang med at ”rekonstruere” racen med de få registrerede hunde samt andre som ikke var registrerede. Og alle tollere i dag stammer fra denne ”foundation stock”.

At tollerne i dag nedstammer fra den samme gruppe hunde tilbage i 1960’erne betyder, at sygdomme i racen kan være svære at få udryddet. Og også af denne grund er det overordentligt vigtigt at tænke sig om, hvis man ønsker at bruge sin tæve eller sin hanhund i avl, eller hvis man ønsker at købe en hvalp.

De første tollere kom til Danmark i 1982. I 1997 blev Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub dannet.

Dagligdagen med en toller
De fleste – hvis ikke alle – tollere lever i dag som familiehunde. Det er dog vigtigt, at man er opmærksom på de grundlæggende raceegenskaber. Det er normalt en aktiv hund, der har brug for at motionere hjerne og krop. Der er dog ligeså stor forskel på tollere som på alle andre racer.

Uanset hvilken hund man vælger at købe, må man være indstillet på, at man nu får et ekstra familiemedlem, som har brug for opmærksomhed og meningsfuld aktivitet hele livet. Man må påregne, at det kan være en tidskrævende opgave at være hundeejer, og at man hver dag skal bruge energi og tid på samvær med og opdragelse af hunden. Dette gælder også, hvis man anskaffer sig en toller.

Der er mange holdninger til tolleren. Nogle mener, at det bestemt ikke er det bedste valg, hvis man ikke har haft hund før; andre er ikke af den opfattelse. Nogle mener, at tolleren kræver utrolig meget aktivering; andre har en anden holdning. Sandheden er nok midt imellem. Og som potential hvalpekøber er det et godt råd at se på, hvilket liv man kan tilbyde sin toller – og så vælge en opdrætter, der laver hvalpe, der lever op til det.

Tolleren er alsidig på flere fronter. Der er opdrættere, der opdrætter med henblik på at lave energiske og arbejdssomme hunde, og der er opdrættere, der ikke lægger samme vægt på de arbejdsmæssige egenskaber. Der vil derfor også være opdrættere, der foretrækker at sælge deres hvalpe til hvalpekøbere, der vil lægge kræfter i træning og prøver, mens andre opdrættere ikke har de krav.

Tolleren er også en alsidig hund i den henseende, at den gør sig godt i de fleste former for hundesport. Jagt-/apporteringsdelen ligger jo lige til højrebenet for en toller, og mange oplever, at en toller trives bedst, når den får lov til at arbejde med det, den gennem mange generationer er opdrættet til. Men rigtig mange tollere har også gjort sig godt bemærket indenfor mange andre discipliner som f.eks. spor, konkurrencelydighed, rally-lydighed, agility etc.

De fleste tollerejere vil mene, at tolleren er en intelligent race, og at den kan være selvstændig og stædig. Dette er egenskaber, der kan kræve meget af føreren, hvis man skal komme i mål med sin træning. Og det kan kræve at man som fører er kreativ i træningen af sin toller.

En ting, de fleste tollerejere vil være enig i, er, at tolleren kræver mental stimulering, hvis den skal trives. Og sørger man for at aktivere / stimulere sin toller, så får man en også en dejlig familiiehund, der elsker at være en del af familiens dagligdag.

 

Aktiviteter med Tolleren

Udstilling

Jagt

Spor