Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub
Køb af Tollerhvalp

Køb af Tollerhvalp

Overvejer du at tilføje en Toller til familien?

Vi er ikke overrasket! - tollere er fantastiske hunde! Men inden du foretager en aftale med en opdrætter, skal du overveje et par ting.

IMG-0114

En guide til hvalpekøb

Vi vil her komme med vores bud på, hvilke overvejelser og tanker, som du med fordel kan gøre dig, når du går i gang med søgen efter en Tollerhvalp.

Vi ved godt, at det er svært at skaffe sig en Toller, og det derfor kan syntes helt håbløst, hvis du også skal til at stille en masse krav til opdrætter og/eller den hvalp, du skal have. Det du bare skal huske på er, at du skal have hunden i mange år. Hvis du også har flere ønsker, drømme og håb for hvalpen og dens anvendelse, så kan det være ærgerligt at skynde sig for meget, hvis det betyder, at du slet ikke kan det med hunden, som du gerne vil, eller i værste fald må af med hunden igen, fordi den slet ikke passer til dig, eller fordi sundheden ikke var i orden.

En Toller er ikke bare en Toller. Der er enormt stor forskel på individerne både i udseende, temperament, stressniveau, arbejdsegenskaber og sundhed. Hver opdrætter har sine egne tanker om, hvad den perfekte Toller er, og nogle mål for det opdræt vedkommende laver. De mål skal helst matche nogenlunde med det, du søger.

Her er en række råd til hvalpekøb, som forhåbentlig kan være en hjælp i processen:

  • Er der DKK-stamtavle på hvalpene?
    Langt de fleste Tollere laves heldigvis med stamtavle, men der er også kuld uden. Det er ikke i racens interesse, at der er Tollere uden stambog, og om der er stamtavle eller ej, kan få betydning for, hvad du kan lave med din hund.
  • Hvad skal du bruge hunden til?
    Vær ærlig over for opdrætter om, hvad det er du ønsker. Det hjælper opdrætteren til at sige om dennes opdræt vil være noget, der måske kan matche dine ønsker. Måske har du ikke et klart mål, men kunne godt tænke dig at prøve lidt forskelligt. Så sig det. Det er der ikke noget forkert i. Mange Tollerejere er startet der, og har så først hen ad vejen fundet ud af, hvad de præcist gerne vil bruge deres Toller til. Så er det måske først anden gang, du skal have en Toller, du egentlig er helt klar over, hvad du gerne vil med hunden.
    Det er også helt okay ”bare” at ønske sig en god familiehund, så længe du husker på, at Tolleren er en hund, der har brug for fornuftig aktivering.
  • Spørg ind til mor og far til kuldet. Måske det kun er på tegnebrættet, når du kommer i kontakt med opdrætter, men spørg endelig løs. Hvorfor er det lige de to individer, der skal parres? Hvordan er sundhedsstatus på forældrene? Og på bedsteforældre eller længere tilbage? Har du adgang til hundeweb (kræver medlemskab af DKK) kan du finde en del oplysninger selv. Andre landes tilsvarende databaser er åbne og kan tilgås af alle. Kig eventuelt avlskrav og avlsanbefalinger igennem (disse kan findes på Hundeweb.dk under Avl og opdræt), så du har lidt at forholde dig til: 
    • Hvordan ser HD og AD status ud? På de hunde, der skal være forældre, men også længere tilbage? Er søskende og evt. tidligere afkom fotograferet? Jo flere individer, der er fotograferet, jo mere har du at evaluere ud fra, og jo rigtigere er index for HD (i de lande, hvor det laves).

    • Hvordan ser øjenlysningen ud? Er der lavet gentest for PRA? Mindst en af forældrene bør være fri enten gennem forældre eller via gentest.

    • Hvad er der ellers lavet af gentest?
      JADD, DE, DM, CEA, CP1, CLPS, CLAM, CDMC, CDDY, Buff (Fortvivl ikke, der findes forklaring på sundhedsudvalgets side, hvis du ikke er bekendt med forkortelserne).
      Nogle af de her gentests er for alvorlige sygdomme, der i værste fald kan medføre døden for din kommende hvalp. Men sygdommen der testes for, kan helt undgås, hvis viden fra testresultatet bruges korrekt i avlen. Så gør op med dig selv, om du vil have den her sikkerhed eller ej?
      Andre af testene er af mindre betydning, eller har kun betydning for opdrætteren.
      Hvorfor har opdrætter eventuelt valgt ikke at teste?

    • Har der været autoimmune sygdomme i de to forældres linjer?
      Vi kender ikke arvegangen i dem alle, men de formodes at have en genetisk basis.

    • Har hundene været på udstilling?
      Det er ikke et krav, men din hjælp til om hundene lever op til racestandarden.

    • Hvad bruges hundene til?
      Bliver der trænet med dem? Ikke nødvendigvis indenfor det, du måske vil, men det kan fortælle noget om hundenes trænbarhed, samarbejdsvilje og -evne og stressniveau. Ved at kigge på disse ting, kan du spare dig selv for mange frustrationer sidenhen, hvis du vil dyrke en eller anden form for hundesport eller bruge din hund til praktisk jagt.
  • Under hvilke forhold bliver hvalpene født/er blevet født? Under hvilke forhold opvokser de? Er hvalpene i menneskekontakt? Kommer hvalpene ud og opleve noget?
  • Hvad siger mavefornemmelsen? Er det her du har lyst til at købe hvalp, eller tænker du, at her redder jeg en hvalp, hvis jeg køber den? Det gør du ikke. Du støtter egentlig bare noget, du ikke engang selv syntes er okay.
  • Hvad nu hvis noget går galt - for det gør det en gang imellem - fornemmer du så, at opdrætter er der til at hjælpe og støtte.
  • Stiller opdrætter nogen krav til dig som hundeejer, f.eks. at du skal udstille eller fortage nogle sundhedsundersøgelser? Og er du i givet fald villig til at honorere de krav? Er kravene rimelige i forhold til det, du søger og vil bruge hunden til?

Lad være med at blive vred, hvis en opdrætter ikke vil sælge hvalp til dig. Ligesom du skal have den rigtige mavefornemmelse, skal opdrætteren selvfølgelig have det samme. For langt de fleste opdrættere er der lagt meget ”hjerteblod” i sådan et kuld hvalpe, og opdrætteren er selvfølgelig interesseret i, at hvalpene får hjem, opdrætter mener passer til dem.

Besøg gerne flere forskellige opdrættere eller tag f.eks. på en udstilling, kig på hundene og snak med de mennesker, der er der. Både opdrættere og hundeejere. Langt de fleste vil gerne snakke og dele deres erfaringer om racen.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Tollerklubbens sundhedsudvalg (eller bestyrelsen). Vi siger ikke go eller no-go for en opdrætter, men vi kan bruges til at sparre med og være behjælpelige med at finde hoved og hale i sundhedsoplysninger.

Klar til at få tilføje en Toller til familien?

Hvis I har undersøgt hvad det kræver at tilføje en Toller til jeres familie og er klar, så kan I finde mere information om hvalpe og opdrættere herunder.

Ved fortsat brug af denne side acceptere du brug af cookies samt sidens Privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close