Indblik i Bestyrelsens arbejde
Indblik i Bestyrelsens arbejde

Indblik i Bestyrelsens arbejde


Som allerede oplyst, holdt bestyrelsen møde mandag den 30. januar – og som forventet blev det et noget langt møde, da vi har meget at tale om.

Nogle af de ting, vi talte om var:

Hjemmesiden

Vi har nedsat et lille webudvalg bestående af webmaster, formanden og sekretæren. Vores opgave er at få strammet lidt op på siden. Det er planen, at vi meget hurtigt går i gang med det arbejde, og vi glæder os til – forhåbentlig inden alt for længe – at kunne præsentere jer for en lidt opstrammet hjemmeside.

Tollerbladet

Vi har allerede fået henvendelser fra et par medlemmer, som måske godt kunne tænke sig at give sig i kast med at lave Tollerbladet. Næste skridt er at få dem introduceret for hinanden og få snakket om, hvad opgaven indeholder. Vi er stadig meget interesseret i flere henvendelser, så hvis du har tid og lyst til at give en hånd med, så tag fat i bestyrelsen.

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er jo lige om hjørnet (5. marts). Så hvis du har et forslag, som du gerne vil have behandlet, eller hvis du kunne tænke dig at stille op til bestyrelsen, så der deadline for begge dele den 5. februar. Hvis du ikke helt ved, hvordan du stiller et forslag, eller hvordan man opstiller til bestyrelsen, så tag fat i os; så skal vi nok guide dig.

Sundheds- og Adfærdsudvalget

Klubbens sundheds- og adfærdsudvalg (SAU) er i gang med at udarbejde noget materiale, der skal hjælpe tollerejere med at finde ud af, hvordan de gør deres tæve eller han klar til avl. Der er krav om forskellige undersøgelser, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, hvis man ikke har prøvet det før. De arbejder også på noget materiale, der skal hjælpe kommende hvalpekøbere med, hvad man skal være opmærksom på, hvis man er interesseret i at købe en tollerhvalp. Så snart dette materiale er klart, vil det blive lagt på hjemmesiden. Vi skal nok informere om, når det sker.

Tollerdays

Som man måske har læst på klubbens FB-gruppe, har vi ændret i Tollerdays-formatet, da vi har trukket jagtprøverne ud af arrangementet. Planen er, at vi fredag den 5. maj vil holde nogle små workshops, hvor man kan få lov til at snuse lidt til jagttræning, sportræning og udstilling. Og da det sandsynligvis er den allersidste St. Bededag, så vil der blive serveret varme hveder. Lørdag er der sporprøver, og søndag er der udstilling. Sporprøverne og udstillingen er et dualarrangement, hvor de ekvipager, der deltager i begge dele – og gør det godt nok – kan vinde en officiel dualtitel. Der er dog også plads til dem, der enten bare vil på sporprøve eller på udstilling. Der kommer mere information om arrangementet, men sæt allerede nu kryds i kalenderen og kom og få nogle hyggelige dage med andre tollerfolk. Vi kikker også lidt på at finde et andet navn til arrangementet end Tollerdays. Gode forslag modtages.

Træning

Der har fra mange sider været efterlyst træning i klubregi. Vi vil undersøge, om det er noget, vi som klub kan tilbyde. Det er noget, vi kommer til at bruge lidt tid på at tale om. Og det er et emne, som vi meget gerne vil tale med medlemmerne om på den kommende generalforsamling. Så hvis du er en af dem, der gerne ser mere træning udbudt i klubregi, så er der endnu en god grund til at møde op til generalforsamlingen.

Ny Facebook-gruppe

Endelig talte vi om at oprette endnu en Facebook-gruppe i klubregi. Den Facebook-gruppe, vi har i dag – Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub – egner sig bedst til envejskommunikation – fra klubben til medlemmerne. Vi vil egentlig gerne i dialog med jer, så planen med den nye Facebook-gruppe er at bruge den som et forum, hvor vi kan diskutere ting. Du skal ikke begynde at lede efter den, for den er endnu ikke oprettet. Vi skal nok sige til, når vi er klar.

Ved fortsat brug af denne side acceptere du brug af cookies samt sidens Privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close